Den sjællandske vestbanes 100 års jubilæum den 27.april 1956, markeredes ved flagning og udsmykning af alle stationerne fra Roskilde til Korsør. Om formiddagen afgik et jubilæumstog fra Roskilde. Det blev fremført af et af de nye dieselelektriske My-lokomotiver, og toget var sammensat af det mest moderne materiel, herunder danse- og kinovogne. Distriktschefen for 1.distrikt, Aksel Kristensen, deltog i turen, der havde samlet 300 deltagere, som fik en hyggelig udflugtstur med film og foredrag undervejs. Senere var der frokost på en af storebæltsfærgerne, og derefter blev der lejlighed til at bese de store anlægsarbejder ved Halsskov.